Vi skal fodre børnenes fantasi!

OK: Det her er et lidt mere alvorligt blogindlæg.

Undskyld på forhånd.

Det er også langt …

Men altså: Det ligger mig meget på sinde, det her.

At vi skal fodre børnenes fantasi.

For når jeg er ude i børnehaverne – det er jeg tit – for at fortælle historier med børnene, så oplever jeg noget uhyggeligt!

Nogle af børnene har ikke nogen fantasi mere.

Altså: Det starter jo med at være sjovt.

Jeg fortæller nogle historier, og børnene lytter optaget. Det sker så godt som aldrig, at et barn flegner ud. Går sin vej eller begynder at forstyrrer.

De sidder med store øjne og lytter.

Og mens de lytter, vokser deres fantasi. Når de lytter, skal de nemlig selv danne alle billederne. Det er børnene, der beslutter, hvordan hovedpersonen ser ud. De skaber også selv alle lugte og lyde – de lever sig simpelthen ind i historien som om, de selv var der.

Når jeg så har fortalt et par historier, begynder jeg at digte historier sammen med børnene.

’Der var engang en – en hvad for en?’

’En dinosaur!’ svarer et barn. Eller ’en hest’, ’en sabeltiger’.

Der er også altid nogen, der foreslår præcis det, jeg lige har fortalt om. Hvis jeg har fortalt en historie om en hval, så er der et barn, der foreslår, ’hval’.

De bliver nemlig inspireret af den historie, de lige har hørt.

Men indenfor de seneste 10 år er der opstået en gruppe børn, som ikke foreslår noget!

For 10 år siden ville alle børn have et forslag til, hvad historien skulle handle om. De ville kappes om at foreslå den næste hovedperson.

Men nu – op til 1/3 af børnene kan ikke foreslå noget.

De kan stadig lytte! De kan stadig blive optaget af historien.

Men de kan ikke selv finde på.

Og det er jo forfærdeligt. For det enkelte lille menneske, og også for nationen!

For det er fantasien, der er Danmarks råstof! Vi lever af at få ideer. At udvikle droner og robotter. At skabe film i Oscar-kvalitet. At skabe nyt nordisk design indenfor møbler, arkitektur, modeindustri.

Vi lever af, at vi kan finde på!

1/3 af børnehavebørnene kan ikke finde på.

Jeg lægger skylden på skærmene. I en moderne familie, hvor arbejdspresset er stort og tiden er kort, bliver det – trods forældrenes dårlige samvittighed – skærmen der udfylder barnets tid, når mor og far skal lave mad.

Mange børn får stadig en godnathistorie. Men mange børn får ikke.

De bliver puttet med den der iPad. Så far og mor kan nå vasketøjet og opvasken og Aula og alt det andet, en forældre lige skal klare, når børnene endelig er puttet.

Jeg forstår det godt!

Men det koster! Børns fantasi bliver ikke stimuleret af spil eller fjollede YouTube-videoer uden narrativ. De skal nemlig ikke arbejde selv med at danne billeder.

Det er derfor, vi har udviklet Drømmehavet.

En app med mundtlig historiefortælling, som børnene kan lytte til.

Et alternativ til spil i ulvetimen og i putningen.

Og vi ved godt, at det skal være nemt. Børnene kan selv navigere i app’en og finde den historie, de gerne vil høre.

Så kan barnet lytte – og bygge fantasi imens.

Det er ikke den mest ideelle løsning.

Men i en verden, hvor vi ikke længere har bedstemødre med masser af tid, som kan fortælle historier, mens mor og far laver mad, – og tage sig af vasketøjet mens mor og far putter – må man gå lidt på kompromis. Og så er en app en god løsning.

Rigtig god, synes jeg faktisk.

For Drømmehavets fortællinger fodrer dit barns fantasi.